Sauternes

Sauternes

Sauternes er en region i Bordeaux, Frankrig, der først og fremmest er kendt for sine søde hvide vine.

Sauternes-regionen ligger i nærheden af Garonne floden og dens biflod Ciron. Floden har stor betydning for Sauternes, da den giver et meget lokalt klima i form af en næsten daglig morgendis, der ligger sig over floddalen og er medvirkende til at give særdeles gode vækstbetingelser for Botrytis cinerea svampen også kendt som ædelråd. Botrytis er godartede svampe, der bevirker at druen bliver nærmest rosinagtig før den høstes, hvilket resulterer i en særdeles koncentreret og karakteristisk smagende vin.

De druer der bruges til fremstilling af en Sauternes er Semillon kombineret med små mængder Sauvignon Blanc og Muscadelle.

Det er ikke let at lave en Sauternes. Ædelråddet skal være på det helt rigtige niveau og kun de mest berørte druer plukkes, hvilket er ensbetydende med et lavt udbytte og dermed en temmelig kostbar vin.

Druerne gærer til de når 14 % alkohol hvilket dræber gærcellerne og efterlader en del restsukker.

Sauternes smager af eksotiske frugter som abrikos, fersken og ananas. Selvom der er tale om en sød vin er den sjældent tung, men frisk og behagelig cremet. Årgangene for en Sauternes er mere vigtige end for de fleste andre vine, da korrekt udvikling af ædelråd er meget afhængig af vejrforholdene. De bedste Sauternes årgange i nyere tid siges at være 2005, 2003, 2001, 2000, 1999, 1998, 1997, 1996, 1990, 1989, 1988 og 1986, men prøv dig gerne selv frem J

Normalt drikkes Sauternes alene som en dessert i sig selv, men vinen smager også fremragende sammen med frugtkager eller milde oste.

Udgiv indhold